Ideer til en sjov date

Mange mennesker brokker sig over at deres dates er alt for kedelige, fantasiforladte eller ligefrem uinspirerende. Min holdning til det emne er at dating gerne må være sjovt – ellers havde jeg jo ikke kaldt bloggen som jeg har. Men min holdning er også at man ikke behøver at lave noget voldsomt ophidsende for at have det sjovt. Det kan være ganske sjovt bare at sidde og udforske et andet menneske. At kortlægge vedkommendes indre. Drømme, fantasier, oplevelser, mål. Faktisk er det lidt som at tage ud og opleve et nyt land. Det er blot en indre rejse i et andet menneske, i stedet for en ydre. Derfor er min holdning som udgangspunkt at den første date ikke behøver at være andet end 2 mennesker, en kop kaffe og masser latter og smil. Hvis man ikke kan have det sjovt sammen medmindre man er i gang med at springe elastikspring samtidig med at man indtager en 14-retters menu tilberedt på NOMA så passer man måske slet ikke så godt sammen som man går og tror?